RAL 5020 Oceanblå

Petrol, sådan kalder de fleste den, der står foran denne dåse, selv om der står Havblå på etiketten. Det er en tone med dybde, der skifter mellem blå og grøn uden at vælge side. Den virker aldrig kold, dertil har den for meget grøn i sig, men heller aldrig sødlig, dertil har den for meget blå. Det gør den til en farvetone, der udstråler ro uden at være ubemærket.

På store flader som køkkenfronter eller en hel flisevæg udvikler Havblå en slags træk. Den trækker blikket til sig uden at være høj og giver et rum straks en retning. Ved meget dagslys viser den sine grønnere andele og virker frisk, næsten maritim. Så snart lyset er kunstigt eller dæmpet, tipper den over i det mørkeblå og får noget natligt, næsten fløjlsagtigt. Denne forvandling gør den til en tone, der i løbet af dagen aldrig ser helt ens ud.

Til lyst træ som eg eller løn opstår en kontrast, der gør begge sider roligere, træet virker varmere, den blå mere mættet. På messing lægger der sig et varmt skær, som balancerer tonens kølighed, mens krom snarere fremhæver klarheden og lader fladen virke mere moderne. Tekstiler i hør eller groft bomuldsstof tager strengheden fra tonen, mens sten som marmor eller skifer derimod forstærker dens dybde og lader den virke næsten ædel.

Lige ved siden af står Azurblå, et trin lysere, som egner sig godt, når der søges en flade med samme grundtone, men mere lethed. Trafikhvid er den hvide, der passer til Havblå, den holder fladen klar og lader den blå virke for sig selv uden at trykke den ned. Antracitgrå bruges på greb eller sokler og giver kombinationen en rolig, næsten streng kant, der jorder den mættede blå.

Blandt nabotonerne ligger Grønblå tættest på grøn, den virker mere naturnær og mindre dyb. Blågrøn går i samme retning, men forbliver lysere og venligere i virkningen. Gråblå tager derimod mætheden fra tonen og virker mere afdæmpet, næsten neutral. Havblå selv forbliver tonen med den største dybde blandt disse tre, en blå, som man sjældent vælger, men når man gør, så bevidst.