RAL 6020 Kromoxidgrøn

Mos på en naturstensmur i skyggen, det er den stemning, der opstår, når man tænker på kromoxidgrøn. En grøn, der ikke lyser, men hviler, med et stille gråt slør, der jorder den og får den til at virke tung, næsten som gammel bronzegrøn på en statue. Den har noget tilbageholdende, næsten stille, der minder om drivhuse fra en anden tid eller om farven på gamle laboratoriebeholdere.

På store flader udfolder denne tone en tæt, næsten fløjlsagtig dybde, der får et rum til at virke mindre, men også mere trygt. Falder der meget dagslys ind, viser det grønne sig med et varmt, næsten bronzeagtigt skær, der lader de grå andele træde i baggrunden. I dæmpet lys bliver den derimod mørkere, næsten sortgrøn, og tager den hårdhed fra rummet, som et rent sort ville medføre.

Til lyst egetræ og olieret valnød opstår et samspil, der virker jordagtigt og varmt uden at være påtrængende. Messing og børstet guld sætter derpå et glanspunkt, der får det grønne til at virke mere fornemt, mens mat sortmetal får det til at virke mere håndværksmæssigt og robust. Også til natursten som kalksten eller grå skifer føjer den sig roligt ind, ligesom til hør og tunge bomuldsstoffer i brudt hvid.

Et trin lysere ligger resedagrøn, der tjener kromoxidgrøn som en blød overgang og får fronter til at virke luftigere, når begge toner optræder i samme rum. Cremehvid er den hvide, der passer til, varm nok til at udligne det grønnes kølighed uden selv at virke højlydt. Til håndtag og sokler bringer sortbrun en jordagtig dybde, der får ensemblet til at virke som støbt i ét stykke.

Flaskegrøn er mørkere og mere mættet, uden den grå andel, der giver kromoxidgrøn dens tilbageholdenhed. Grangrøn ligger tættere på det blå og virker dermed køligere, næsten vinteragtig, mens kromoxidgrøn snarere hælder mod den varme side. Brungrøn undværer til sidst næsten helt det grønne og vandrer videre mod jorden, det er tonen for alle, der kan lide det endnu mere dæmpet.