RAL 6002 Løvgrøn

Løvgrøn bærer stemningen fra en have i sensommeren, når lyset falder skråt, og bladene for længst har byttet deres lyse forårsgrønne ud med en dybere, mere mættet tone. Det er ikke en grøn, der kalder udad, men en, der allerede er nået frem, skyggefuld og tæt som vedbend på en gammel mur. Denne ro gør tonen til en, der ikke vil falde i øjnene og netop derfor bliver ved.

På store flader som køkkenfronter eller møbeldøre virker løvgrøn samlet og tung i den bedste betydning; den giver et rum en rygrad, som alt andet lettere ordner sig omkring. Ved meget dagslys viser den tydeligt sin grønne dybde og virker næsten fløjlsagtig, mens den i rum med lidt lys tipper over i mørkegrå og ser næsten sort ud. Denne forvandlingsevne gør den interessant til køkkener, der bruges på forskellige tider af dagen, fordi tonen fortæller noget andet om morgenen end om aftenen.

Til træ med varm, rødlig undertone som eg eller valnød står løvgrøn som en rolig modpol, der ikke overdøver træets varme. Messing og børstet guld lokker en let glans frem af det grønne, mens mat sort metal fremhæver tonens mørke side. Tekstiler i hør eller grov bomuld passer godt dertil, og også lys natursten som kalksten giver en rolig kontrast, der lader det grønne trække vejret.

Mosgrøn, lagt en nuance dybere, fungerer som nabo til sokler eller nicher, når et rum skal have mere dybde uden at en anden, fremmed tone kommer ind. Cremehvid er den passende hvide dertil; den tager tyngden fra løvgrøn og skaber plads til lyse vægge eller bordplader. Sortbrun egner sig til greb og sokler, fordi den tager grønnens jordnære side op og giver kombinationen en klar, rolig afslutning. Disse tre partnere er samlet på siden nedenunder, fordi de støtter hinanden uden at trænge sig i forgrunden.

Sammenlignet med smaragdgrøn virker løvgrøn tydeligt mere afdæmpet, mindre juvelagtig og mere som en tone fra naturen end fra smykkskrinet. Turkisgrøn har en kølig, næsten blålig undertone, som løvgrøn mangler, da den er mere gulstikkende og varm. Mintgrøn ligger i den lyse ende af familien og virker frisk og let, mens løvgrøn med sit mørke danner det præcise modstykke, mere efterår end forår.