RAL 5015 Himmelblå

Himmelblå er lysere og mere åben end sin nabo Ultramarinblå, tonen virker aldrig tung eller blækagtig, men har altid denne rest af hvid i det blå, der gør den let. Hvor Ultramarinblå går i dybden, bliver Himmelblå på overfladen, klar som en forårshimmel eller det lave vand i et bassin. Det er en tone, der ikke trykker, men ånder.

På store flader udfolder Himmelblå en kølig friskhed, der får et rum til at virke større, end det er. Ved meget dagslys bliver tonen næsten gennemsigtig, den lyser og minder om vandoverflader, der krusler. Falder der mindre lys ind, trækker den blå sig lidt tilbage og får en mere dæmpet, næsten grå tone uden at miste sin ro. På fronter og møbler forbliver den altid venlig, aldrig høj.

Til lyst træ som eg eller fyr opstår et billede, der minder om strand og badebro, mens mørkt teaktræ giver den blå noget maritimt og værdifuldt. Metaller som krom eller poleret rustfrit stål lader Himmelblå virke kølig og klar, som på en båd. Til hvid sten eller lyse fliser opstår en forbindelse, der får én til at tænke på svømmebassiner og sommerhuse, og også til tekstiler i hør eller bomuld i naturtoner finder tonen en rolig overensstemmelse.

Ultramarinblå, valgt et trin dybere, giver den lyse Himmelblå en kant, for eksempel ved kanter eller smalle flader, hvor et mørkere accent giver kontur. Trafikhvid er den hvide, der passer til denne blå som ingen anden, den bevarer friskheden og bryder den samtidig, synligt på rammer eller fodlister. Antracitgrå overtager ved greb og sokler rollen som det rolige midtpunkt, den jorder den lyse blå og forhindrer, at fladen svæver for meget.

I sammenligning med Signalblå, som fremstår renere og mere mættet, forbliver Himmelblå altid lidt mere afdæmpet og lysere. Ensianblå er mørkere og mere klassisk, næsten formel, mens Himmelblå virker mere henkastet og sommerlig. Ultramarinblå er endelig tonen med den største dybde blandt de tre naboer, mens Himmelblå forbliver den lyseste, luftigste variant, ofte valgt til alt, der skal minde om vand og vidde.